Overnight Oats

Når mor livet er pisse hårdt

Klokken er 21.00. Anders og jeg lægger os til at sove. Her for tiden prioriterer vi vores søvn rigtig meget, da der ikke har været meget af den de sidste 3-4 uger. Vi når lige at lægge os da vi kan høre Emil græde. Han står op i sin seng og græder. Jeg tager ham op og trøster ham og lægger ham ned igen. Han falder i søvn med det samme. Anders og jeg falder i søvn, men jeg bliver vækket midt i en drøm da Emil græder igen. Klokken er omkring 22 tiden.
WHAT? Ikke igen. Jeg tager Emil med ind til os, og lægger ham mellem os i sengen. Måske har han bare brug for tryghed. Mon det hjælper? … Nej! Han vågner 2-3 gange mere i løbet af natten hvor han skal op og trøstes + have flaske. Kl. 5.00 er han oppe. Vi kan ikke få ham til at sove mere. Jeg kæmper virkelig for at åbne mine øjne.
”Godmorgen skat. Har du sovet godt?”

Sådan har vores nætter, pretty much, været de sidste 3-4 uger. Vi får max 3 timers søvn i streg, 4 hvis vi er (MEGET) heldige. Emil er vendt 180 grader fra den ene dag til den anden. Vi har haft en laaang periode med gode nætter, men det kan jeg slet ikke huske hvordan føles.

Det her er den hårdeste periode vi har været igennem. Dagene er lange og nætterne alt for korte. Det er møg hårdt ikke at få sin søvn (det kender de fleste til). Humøret daler, energien falder, og man vil bare gerne være sig selv. Men det kan man ikke tage sig af, da man er nødt til at være på for hans skyld. Så man kører på det man nu har og så får man jo hverdagen til at fungere.

“Men for første gang i knap 9 måneder har jeg grædt af frustration. Sådan virkelig opgivende. Er jeg en dårlig mor? Fordi at jeg simpelthen ikke kan overskue min egen søn.”

Jeg vidste godt at mor livet ikke ville være en dans på roser. Det har jeg aldrig været i tvivl om. Men man kan ikke forestille sig det, før man står i det. Og lige nu føles det som om at vi danser på torne…

Jeg passer stadig min træning, fordi det er det eneste tidspunkt på dagen hvor jeg bare kan være MIG.
Hvor jeg kan få et break fra hverdagen. Det giver mig energi og overskud til at være på. Det er der jeg lader mit batteri op.

Jeg ved godt at det her er en periode.
Jeg ved godt at tingene nok skal vende.
Og jeg ved godt at jeg er en god mor 🙂

Men lige nu er det bare svært at se lyset for enden af en alt for lang og mørk tunnel 😅

Jeg får så ofte henvendelse fra jer mødre om at jeg er så sej og overskuds agtig, da jeg får det hele til at se så nemt ud. Men det er altså heller ikke altid nemt. Jeg græder også. Heldigvis ikke så ofte, men det sker.
Selvom at jeg har verdens lækreste unge, så har jeg også dage hvor jeg bare får nok. Hvor jeg har lyst til at skrige og løbe hjemmefra haha… Meeen det gør man jo ikke 😉

For jeg elsker jo mit lille monster, selvom at han pt driver os til vanvid <3

I bund og grund fylder de gode dage jo mere end de ‘dårlige’ og vi har det alle tre rigtig godt 🙂
Emil er glad og han trives. Det er det vigtigste.
Jeg tror bare at jeg også gerne vil belyse de mindre gode dage når man er baby-ejer og hvordan de kan føles, når man står i det.

Jeg ved at der er mange der ofte kan føle sig alene med de her tanker og alt på Instagram ser så let ud, men det er det ikke for nogen. Jeg tror ofte vi mødre tænker “Eej, hun har bare verdens nemmeste baby. Hvorfor kan min baby ikke bare sove igennem”. Har jeg ret? Men alle har deres kampe i periode, og alle har et eller andet de ville ønske var anderledes.

Det er bare vigtigt at huske på at vi mødre gør det pisse godt og det skal vi huske at tro på.
Det er ikke altid nemt at være baby-ejer, men så husk på at du ikke er alene <3

Tak fordi at I læser med.

6 kommentarer

  • Kan godt huske det der 🙂
    Jeg læste dengang en kvinde, der skrev et debatindlæg og hun skrev “bare rolig – det slutter lige inden du bliver sindssyg”. Jeg vil give hende ret … man lærer at håndtere det og lever i det. Man går på kompromis med en masse andre ting og så “overlever” man på magisk vis. Hold ud – det bliver bedre 🙂

    (og netop som det bliver bedre giver de dig et log-in til Forældreintra og så er du tilbage i frustrationen 😀 )

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Haha, det har du ret i Anne 😀
      Man skal nemlig holde i, alt er perioder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann-Sofie

    Faldt lige over din post på i Instagram. Jeg kender det SÅ godt. Det skete også med min søn, da han pludselig kunne kravle og stå op. Hans motoriske udvikling gjorde ham urolig om natten. Jeg har hørt om mange som har oplevet det sammen, men det skulle gerne vende igen, når de vender sig til, at de kan kravle og stå. Jeg har absolut de samme tanker som dig og har indimellem lyst til at fordufte fra det hele, bare for en stund. Tror i bund og grund de fleste oplever at have den følelse indimellem, men det et DEJLIGT at du deler, for det er så vigtigt at sige højt. Tak for det og jeg krydser fingre for de næste nætter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      TUSIND TAK for din kommentar Ann-Sofie 🙂
      Det tror jeg at du har ret i.
      Det er jeg glad for at du synes.
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann-Louise

    Åh! Kram kram kram kram <3
    Vi kender det alle sammen. Jeg misunder dem der har baby som kan sove om dagen (min datter sover stortset kun om dagen, men så i 12 timer).
    Der vil altid være noget, ligemeget hvad de kan og ikke kan :$

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Overnight Oats