2 streger, men ingen baby

Hjemmefødsel

Jeg lavede en spørgerunde på min Instagram, hvor I kunne spørger ind til vores beslutning om at føde hjemme samt det at føde ‘privat’.
Jeg forsøger herved at svare på jeres spørgsmål, så godt jeg kan 🙂

. . . . . . . . . . . . .

Jeg valgte at føde Emil på en privat fødeklinik i Roskilde. (Du kan læse om min fødselsberetning HER). Jeg ønskede ro omkring min fødsel, da tanken om sygehus stresser mig. Jeg ved godt, at rigtig mange kvinder har fantastiske oplevelser på sygehuse og sådan skal det også være 🙂 Det er bare ikke mit ønske.

Vi tog derfor kontakt til Storkereden, som på daværende tidspunkt var en privat fødeklinik der lå i Roskilde, 15-20 min. fra os. Selvom den er privat, hører den under region sjælland, og var derfor gratis. Vi betalte altså ikke for at føde der 🙂 Klinikken er desværre lukket nu, men der er åbnet en ny ved navn Roskilde Fødeklinik i Lejre. Samme koncept og gratis.

Kort om privat fødeklinik:

Du bliver tilknyttet ca. 3-4 jordemoder, som følger dig gennem din graviditet, hvor du kommer til at føde med en af dem. Du foretager stadig dine scanninger på det sygehus du er tilknyttet, men alle konsultationer foregår på klinikken. De tilbyder ligeledes fødselsforberedelse, som var rigtig godt på Storkereden. Det er enormt hjemmeligt og ligeledes indrettet sådan. Hvor jeg fødte, havde de to stuer med seng og badekar. Det er yderst sjælden, at de oplever to fødsler på samme tid, men det kan selvfølgelig ske. Så har man hver sin stue. Da det er en privat fødeklinik skal man være obs. på at de ikke tilbyder medicinsk smertelindring. Alt foregør neutralt. Du kan fx ikke forvente at få lattergas eller epiduralblokade. De tilbyder dog rigtig mange naturlige måder at arbejde med smerterne på. På klinikken har JM mulighed for at sy dig, give dig drop, indsprøjtning m.m. Hun har dog ikke mulighed for at sy dig hvis du brister meget og skal syes mere end 3 sting, så skal du på sygehuset. Under min fødsel var det kun JM, Anders og mig der var til stede. Det var helt fantastisk og roligt. Efter fødsel kan man få lov til at komme på en anden stue, for at ligge og slappe af med baby og lige komme sig. Jeg tror vi var der omkring 5-6 timer sammenlagt fra da Emil kom ud til vi forlod Storkereden.

Hjemmefødsel:

Denne gang har jeg så valgt at føde hjemme 🙂 Det har jeg fordi jeg havde en rigtig god første fødsel og er blevet anbefalet at undersøge hjemmefødsel, fordi det gik så godt. Derudover har det altid været et ønske, og nu hvor vi ikke skal have flere børn, så er det nu jeg skal prøve det.

Hjemmefødselsordning Sjælland er et tilbud for kvinder, som ønsker at føde hjemme, gratis. Er du bosiddende i Region Sjælland og ønsker en hjemmefødsel, er det Hjemmefødselsordningen, du skal benytte, som vi gør. Du bliver tilknyttet tre jordemoder, som følger dig gennem din graviditet. Ligesom med privatklinik, foregår alle scanninger på sygehuset, men alle dine graviditetsundersøgelserne foregår i hjemmet, ligesom jordemoderen tilkaldes til hjemmet, når der er tegn på fødsel. Ved en veloverstået fødsel bliver jordemoderen i hjemmet nogle timer og sikrer, at mor og barn har det godt. I dagene efter fødslen aflægger jordemoderen barselsbesøg i hjemmet. Det er ligeledes muligt at blive syet, lagt drop, få indsprøjtning ved hjemmefødsel, dog ingen medicinsk smertelindring. Du kan leje badekar via dine JM, som koster 500kr. Det er helt op til dig om du ønsker det. Ved hjemmefødsel er der dog mere praktisk arbejde end privatklinik, da de jo sørger for alt. Eksempelvis skal Anders og jeg have lagner, håndklæder, afdækning m.m. klar når jeg går i fødsel. Det kan jeg afsløre nu, ryger i en sæk og ned i skraldespanden efter brug haha…

Der er rigtig mange der er nervøse for privat/hjemmefødsel, for ‘hvad nu hvis der sker noget’. Det er sådan at JM har arbejdet med det her i SÅ MANGE år, så de har helt styr på processen. Det er ikke sådan, at du kommer på sygehuset når alt brænder. De vurderer hele tiden, hvordan du og baby har det og derfra hvad der skal ske. Det er sjælden man kommer akut på sygehus, men det kan ske, som alt andet. Men man skal huske på, at det statistisk er ligeså sikkert at føde hjemme/privat som på sygehuset 🙂

Du må naturligvis ikke fejle noget hvis du ønsker ‘privat’ fødsel. Din graviditet (og tidligere graviditeter) skal være ukompliceret.

Jeg vil til hver en tid anbefale ‘privat’ fødsel, da det simpelthen giver så meget ro. Da det er gratis, synes jeg man skal undersøge det og tage stilling til om det er noget for en 🙂 Man er ikke tvunget til noget og kan altid sige ‘net tak’. Jeg glæder mig virkelig til at føde igen og især i hjemmelige omgivelser 🙂 Jeg skal nok dele mere om vores beslutning undervejs og efter.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2 streger, men ingen baby